Tælle omgange til et 6 timers løb

Da jeg kom i mål efter 5. omgang fik jeg skiftet min vest ud med en vindjakke, og tog en buff om hovedet. Jeg fik en halv bolle med smør, og en halv Red Bull og lidt cola. Så var det afsted igen. Der ventede stadig 5 omgange. Der var nu gået lidt over 2 timer, så jeg var meget fortrøstningsfuld.
Jeg begav mig ud på 6. omgang, og så skete der desværre det at jeg opdagede min omgangstæller var væk! What to do… jeg vidste det var nødvendigt at have en form for tæller, for at holde styr på hvornår jeg nåede de 10 omgange, så det endte med jeg samlede 5 små sten op, og ville så smide dem af en efter en, hver gang jeg færdiggjorde en omgang. Det gik rigtig fint med den løsning faktisk.

Den sjette omgang blev gennemført, og jeg kom i mål til de sædvanlige klapsalver og hep fra hjælperne i depotet. Jeg lå selvfølgelig bestemt ikke i toppen, men de skelnede ikke, de klappede uanset hvilken placering man havde, for guderne skal vide at vi ALLE havde vores kampe at kæmpe!