Isolering med papir

Hvad er papirisolering? Og kan det overhovedet isolere? Det er der mange, der undrer sig over. Men papirisolering er faktisk både en billig og effektiv måde at få isoleret på. Materialet består af indsamlede aviser, der bliver granuleret og behandlet med nogle forskellige kemikalier. Kemikalierne gør, at skadedyr fx ikke ønsker at opholde sig i materialet, fordi de tørre kemikalier føles ubehagelige for dyr. Samtidig gør kemikalierne materialet mindre brændbart, og det forhindrer, at der kan gro skimmel, svamp og andre mikroorganismer i materialet, og papirisoleringen bliver fugtafvisende.

Materialet har været anvendt i USA i over 100 år, men det var først i starten af 90’erne, at vi begyndte at anvende papirisolering i Danmark. Processen ved at fremstille papirisolering belaster ikke miljøet i samme grad som fremstilling af andre slags isoleringsmaterialer. Og så kradser og klør materialet ikke ligesom fx glasuld, når man skal arbejde med det. Det er et fleksibelt materiale, der lægger sig som en blød dyne omkring rør og over det hele, hvor man isolerer. Man skal tage højde for, at papirisolering letter falder lidt sammen i forhold til andre materialer (ca. 15 procent). Men hvis man får et isoleringsfirma til at foretage isoleringen, tager de højde for dette. Papirisolering er i særdeleshed velegnet til udlægning på loft eller i lukkede konstruktioner, hvor man ikke opholder sig.

Nogle firmaer tilbyder et gratis besøg af en energivejleder. Dette kan være en rigtig god ting, når man vil i gang med at få sin bolig bedre isoleret og derved både spare på varmeregningen samt gøre noget godt for miljøet.