Gør oprør
- Detaljer
- Overordnet kategori: Kultur
- Kategori: Litteratur
- on 05 maj 2011
- by Morten Bjerg,
- Visninger: 1674
Jeg står her med en 38 sider lang pamflet skrevet af den 93-årige franskmand Stéphane Hessel, som er tidligere modstandsmand i den franske modstandsbevægelse under Den Anden Verdenskrig, ansat i FN i New York, udsendt som diplomat for Frankrig og til sidst, men på ingen måde mindst, var han med til at formulere FN's erklæring om universelle menneskerettigheder. Titlen på bogen er Gør oprør og den er da også en opfordring til nutidens unge, og med forfatterens alder taget i betragtning er det vel stort set alle, til at gøre modstand.
Modstand mod mistænkeliggørelsen og forskelsbehandlingen af indvandrerne, modstand mod afskaffelse af pensionerne og opnåede sociale rettigheder. Stéphane Hessel er mod privatisering af energikilderne gas, elektricitet, kulminerne og de store banker, for det er i modstandskampens ånd, at alle skal kunne nyde frugten af de fælles bestræbelser. Derfor er han også tilhænger af et nationaliseret socialforsorgen, så alle er sikret mod fattigdom.
Han beskriver også forholdet mellem rige og fattige, hvor kløften bliver større og større. Det er mest tydeligt i et globalt perpektiv, hvor de fattige lande bliver endnu fattigere, men de rige lande, Frankrig og Danmark inklusive bliver rigere og rigere. Det vækker hans harme og han bliver indigneret.
Indignation er den væsentligste drivkraft, når man vil forandre verden. Find den og I skal finde den, siger Stéphane Hessel, han vil have os op af stolene, væk fra TV'et eller computerskærmene og ud i virkeligheden, for der er nok at tage fat om. Der stadig masser af uretfærdigheder, man finder selv hvad der vækker ens harme, og det kan både være inden for landets grænser, men da også uden for landegrænsen.
Stéphane stod da også på Algeriets side, da de kæmpede for deres uafhængighed af Frankrig og han står på palæstinensernes side i forholdet til Israel. Men han er modstander af vold. Vold avler vold, siger han, vold er uacceptabel, men vold skal forstås. Læs artiklen Vold som udtryksform på Podia. At Hamas sender raketter ind i Israelske landsbyer er uacceptabelt, men forståeligt. Når man lever under et voldeligt system opstår forbitrelse og med den, vold. Men vold fremmer ikke Hamas' sag, tværtimod.
Forbitrelsens modsætning er håb. Håbet kan yde effektiv modstand, det så vi med modstandsbevægelserne under Anden Verdenskrig, men vi har også set det i dele af Mellemøsten og Nordafrika her i foråret. Forfatteren henviser til Martin Luther King og Nelson Mandela. Men han fremhæver også et eksempel på ikke-voldelig modstand, hvor nogle palæstinensere demonstrerede foran Israels Apartheidmur og derved opnåede sympati i modsætning til Hamas' bomber.
Gør Oprør er et opråb til ligegyldighedens altødelæggende osteklokke, mod holdningen, at jeg alligevel ikke kan gøre en forskel, så derfor passer jeg mine egne sager. Stéphane Hessel siger ligefrem, at man med ligegyldigheden mister den væsentligste ved at være menneske, nemlig evnen til at harmes og derefter engagere sig.
»AT SKABE ER AT GØRE MODSTAND
AT GØRE MODSTAND ER AT SKABE«








