Værdikommissionen er ikke en kommission men en kaffeklub
- Detaljer
- Overordnet kategori: Kultur
- Kategori: Kultur
- on 25 marts 2011
- by Lars Helleskov Engelbrektsen,
- Visninger: 1175
Vi har nu fået en Værdikommission, efter kristen og norsk forbillede. En gammel æressag for kristendemokraterne/Kristeligt Folkeparti, i Danmark. Vi har fået en kommission som betaling til kristendemokraten Per Ørum Jørgensen for hans stemme for Finansloven for 2011. Kommissionen skal kortlægge og skabe debat om, hvilke værdier der er vigtige for danskernes liv. Kommissionen skal sikre en åben og bred folkelig debat og afslutter dens arbejde inden udgangen af 2012.
Kulturminister Per Stig Møller siger til ministeriets egen hjemmeside:
"Vi lever i en tid, hvor samfundet hurtigt forandrer sig, og hvor vores levemønstre er under stadig forandring og udvikling. Nye tendenser gør sig gældende, og vores værdigrundlag ændrer sig bevidst eller ubevidst i takt hermed. Regeringen har derfor nedsat en værdikommission, der i den kommende tid skal undersøge, hvilke værdier der er af betydning for os danskere i dag. Værdikommissionens medlemmer er en række markante personer, som jeg er sikker på vil kunne bidrage med en interessant kortlægning og en bred folkelig debat om de værdier, der er vigtige for os i dagens Danmark."
Kommissionens formand er:
Elisabeth Dons Christensen, Biskop i Ribe
Kommissionens øvrige medlemmer er:
- Lene Andersen, Forlægger og Forfatter
- Henrik Dahl, Sociolog, Forfatter og Samfundsdebattør
- Jens Gaardbo, Journalist og Direktør
- Kristine Stricker Hestbech, Sognepræst og Foredragsholder
- Per Schultz Jørgensen, Børne- og familieforsker
- Farshad Kholghi, Skuespiller og Samfundsdebattør
- Rune Lykkeberg, Journalist og Redaktør
- Søren Møller, Landsformand for DGI
- Jørn Henrik Petersen, Professor og forhenværende Prorektor ved Syddansk Universitet
- Iben Thranholm, Teolog og Journalist
Noget af en talelysten flok.
Skal man pege på noget godt ved værdier, er det, at der er noget vi er fælles om, som er værd at forsvare og hævde og holde fast ved, for altid. Altså nogle universelle værdier. Og som man skal leve efter og alle i landet skal efterleve. Der er noget vi er fælles om og som holder samfundet sammen og noget det sikrer at vi opfører os ordentligt og behandler hinanden lige sådan.
Jeg følger kommissionens arbejde, her på Podia.dk og rapporterer derfra, når vi ved noget mere og nyt. Der sker næppe så meget det første års tid.
Men værdikampen må ud blandt folket. Væk fra snævre P1 rammer. Værdikommissionen skal ikke som tidligere kommissioner levere anbefalinger og løsninger, kun skabe debat. Jeg synes det er for løst et kommissorium og dårligt nok en kaffeklub værdig. Værdikommissionen fortjener ikke betegnelsen kommission.
Jeg tror mange af de foredragsholdere, der rejser rundt i landet, med deres egenudviklede oplæg om værdier må føle sig lidt underligt tilpasse. Nu kommer der en række statsligt betalte værdi-ambassadører, fra en kommission og tilbyder sig. Værdikommissærer kan man kalde dem. Men de skal efter min mening ikke have lov til at abonnere på den eneste sande opfattelse af hvad der er af værdi. Nok er ikke alle værdier lige gode, noget er bedre og mere rigtigt end andet. Værdier er dog først og sidst noget individuelt og kommissionen slipper ikke for at tale om værdipluralisme og værdiprægning og påvirkning, herunder hvor langt man kan komme af politisk vej i forhold til at forme samfundets værdisæt og etisk kodeks for bl.a. god opførsel. Det er en omfattende opgave. Jeg foreslår at man starter med at tale om ansvar, det personlige ansvar.








