Den politiske midte og magten
- Detaljer
- Overordnet kategori: Ideologi
- Kategori: Politisk ideologi
- on 01 november 2012
- by Lars Helleskov Engelbrektsen,
- Visninger: 323
Magten går via midten af det politiske spektrum. Sådan har det været og det har Det Radikale Venstre historisk nydt godt af. Men i dansk politik har vi i det seneste årti både oplevet en blå blok, der kunne føre blokpolitik og nu en rød blok der kan gøre det samme. Det kniber lidt for rød blok at finde fælles fodslag og alene det at et regeringsparti skifter formand er historisk og uset og har skabt usikkerhed om trepartiregeringen og dermed regeringens levedygtighed. Holder regeringen valgperioden ud eller sprænges den af interne uoverensstemmelser mellem SF og de radikale? Det er spørgsmålet. For sandheden er jo, at vi slet ikke har en rød blok, med en samlende og fælles rød politik. De radikale er ikke for alvor røde, de er lyseblå eller lyserøde, alt efter øjnene der ser. De er jo ikke socialistiske, men socialliberale. De radikale repræsenterer stadig midten af dansk politik og derfor går magten via midten, også i dag. Når de radikale finder sammen med Helle Thorning-Schmidt og ikke Lars Løkke Rasmussen eller før ham Anders Fogh Rasmussen skyldes det blot, at Marianne Jelved og nu Margrethe Vestager ikke kunne li' de to venstremænd, personligt!!!
Den moderne midterpolitik handler om at droppe vanetænkningen, nedtone fænomenet højre og venstre i politik. Luge ud i de mest ideologiske elementer og fraktioner i et parti. At gøre politik enkelt, forståeligt og kommunikeret i få, men klare budskaber. Det forstod Labours Tony Blair med sit "New Labour" og det forstod Gerhard Schröder i Tyskland med "Neue Mitte". Og Anders Fogh Rasmussen forstod det og var endda på et tidspunkt på besøg i Downing Street for at tale med nogle af Tony Blairs rådgivere. Anders Fogh Rasmussen havde set mulighederne i moderne politisk kommunikation og tog sågar på en slags studietur til England for at lære af labourfolk, der kunne noget med fokusgruppeinterviews og spin.
Anders Fogh Rasmussen tog altså på besøg hos britiske socialdemokrater, ganske vist den slags der havde valgt den tredje vej. Det illustrerer blot Anders Fogh Rasmussens talent for politik, eller måske snarere for at tilkæmpe sig magten og siden holde fast i den.
En af pointerne i den britiske Sociolog, Anthony Giddens's bog fra 1998, "Den tredje vej", er at gøre op med de mest ideologiske dele af et parti program. På den vis erobres midtervælgerne. Dem er der også mange af, i et lige, homogent og politisk set moderat samfund som det danske.
Ideen med New Labour var at opfinde en politik, der kunne forene social retfærdighed med økonomisk ansvarlighed.
Det eller de partier der i et samarbejde kan det og i det hele taget formulere et regeringsgrundlag der giver eksempler på hvordan og kan kommunikere det, har alle chancer for at vinde næste valg. SF er en klods om benet på de to øvrige og også mere økonomisk ansvarlige regeringspartier, hvorfor Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre på et eller andet tidspunkt inden valget må løsrive sig fra SF. Det vil sige skille sig af med partiet. Men der går lige et år, for Holger K. Nielsen og Annette Vilhelmsen skal nå at have ministerpensionen med.
