Artikler
Straffens anatomi
- Detaljer
- Overordnet kategori: Retspolitik
- Kategori: Straf og retsfølelse
- on 07 august 2010
- by Thomas Aaby Berdal,
- Visninger: 1409
Det er din skyld! Dette har været mantraet de seneste 15-20 år - siden det gamle "Det er samfundets skyld" blev erstattet med den ny tendens. Måske var det på tide igen at gentænke vores ansvar og rolle, og eventuelt skifte det med "Det er vores allesammens skyld"...På den måde tager vi alle ansvar - uden at lægge ansvaret over på en udefinerbar størrelse som "samfundet" og uden at lægge alt ansvar over på den enkelte.
Den måde som vi nu tænker straf på, især når vi snakker retsfølelse, tager udgangspunkt i det første udsagn "Det er Din skyld". Dermed bliver det tilladt for samfundet at lade konsekvensen alene gå ud over den enkelte. For at styrke retsfølelsen - eller føre an i den kollektive hævn.
Jeg håber at vi måske kan begynde at tænke anderledes. At vi begynder at tænke "Det er vores allesammens skyld"... Jeg mener at vi alle bærer på en del af skylden eller ansvaret, når vores medborgere falder ud af den sociale kontekst, og forbryder sig mod et andet menneske, eller samfundet. - Ikke fordi vi skal gå rundt og slå os selv i hovedet, hver gang nogen gør noget grimt. Men for at få os til at tænke mere konstruktivt når vi tænker straf - og måske nå til den erkendelse at der er en hel række af omstændigheder der får et menneske til at handle som det gør.
Når vi straffer, straffer vi udfra en idé om individets skyld - og individets eget ansvar. Og glemmer den række af omstændigheder, der ligger til grundlag for den handling som individet har begået.
Jeg tror at det jeg prøver at sige, er at det er meget svært at pege skyld ad nogen. - Hvis man kradser lidt i lakken, og kigger på baggrunden, finder man altid en forklaring. Om forklaringen findes i individets miljø, eller i det omkringliggende samfund er hér underordnet. Det som gør sig gældende er at der er noget galt. Ikke nødvendigvis noget overlagt.
Jeg håber at vi måske kan begynde at tænke anderledes. At vi begynder at tænke "Det er vores allesammens skyld"... Jeg mener at vi alle bærer på en del af skylden eller ansvaret, når vores medborgere falder ud af den sociale kontekst, og forbryder sig mod et andet menneske, eller samfundet. - Ikke fordi vi skal gå rundt og slå os selv i hovedet, hver gang nogen gør noget grimt. Men for at få os til at tænke mere konstruktivt når vi tænker straf - og måske nå til den erkendelse at der er en hel række af omstændigheder der får et menneske til at handle som det gør.
Når vi straffer, straffer vi udfra en idé om individets skyld - og individets eget ansvar. Og glemmer den række af omstændigheder, der ligger til grundlag for den handling som individet har begået.
Jeg tror at det jeg prøver at sige, er at det er meget svært at pege skyld ad nogen. - Hvis man kradser lidt i lakken, og kigger på baggrunden, finder man altid en forklaring. Om forklaringen findes i individets miljø, eller i det omkringliggende samfund er hér underordnet. Det som gør sig gældende er at der er noget galt. Ikke nødvendigvis noget overlagt.
Når vi straffer, straffer vi altså offeret. Eller den syge. Og det er forkert. Dermed ikke sagt at forbrydelser, af den ene eller anden art, skal gå ubemærket hen. Men det kommer jeg til.
Skal straf som begreb måske helt sløjfes?
Hvis vi begynder at tænke på forbryderen - eller krænkeren - som offer af omstændigheder. - Og med omstændigheder menes alt fra selv at være offer for en eller flere krænkelser, til at være tabt på gulvet af familie - og herefter samfundet i en stribe af uheldige dispositioner. Så bliver det svært helt at tænke på straf som hævn i den givne sag.
Jeg tror ikke at der findes kriminelle som ikke har en forstyrret fortid bag sig - eller måske, mere kontroversielt, faktisk er syge. Og vil vi straffe syge? Eller ofrene for en forbrydelse?
Egentlig kunne jeg godt tænke mig at vi helt fjernede begrebet straf fra ligningen. Dermed ikke sagt at vi skal fjerne konsekvensen af en forbrydelse - men vi bør ændre fokus fra hævn til behandling.
Begår normale drab?
Hvis vi skal straffe, altså hævne, bliver vi nødt til at gå udfra at krænkeren er normal i gerningsøjeblikket. Og hér ligger essensen i det jeg forsøger at sige. Begår normale drab?
Jeg tror ikke at man kan sige at det er normal-omstændighed at begå et drab. Det er en så grænseoverskridende en handling, at gerningsmanden må være påvirket af en ydre eller indre omstændighed. Enten helt basalt, at man føler sit liv i fare. Eller fordi man er så følelsesæssigt påvirket - jalousi feks. - at man handler irrationelt. Situationen kan også være omvendt; at man er så følelsesmæssigt afstumpet, at et menneskeliv ikke betyder noget. Så taler vi psykopati eller sociopati. Altså kliniske sygdomme. Og igen - kan man straffe for en sygdom?
Ligeledes kan man snakke om seksuelle krænkere. Vil vi virkelig påstå at seksuelle krænkere er raske mennesker, som er helt vel forvaret oven i hovedet?
Jeg vil komme med den påstand at seksuelle krænkere, er mennesker der har været udsat for meget grove overgreb - som har nedlejret sig som et meget forskruet følelses-mønster hos den enkelte.
Jeg forstår i den grad godt hvorfor folk, og jeg selv inklusive, kun kan fyldes med væmmelse og had, når vi hører om den slags forbrydelser. Men skal vi kigge nøgternt på det - og det skal man engang imellem - har vi med meget syge mennesker at gøre.
De er farlige, og bør derfor naturligvis ikke gå frit sålænge de har disse tendenser - eller ikke kan kontrollere dem. Men kan vi som samfund hævne os på dem? Velvidende at de efter alt at dømme selv er ofre for meget grumme forbrydelser. Og at det er disse forbrydelser der har gjort dem syge - og dermed til nye krænkere.
Ved andre, mildere, forbrydelser - tyveri, og den slags, kan det være svært at se den store tunge sygdom bagved dette. Men vi ved jo inderst inde godt, at der er en pæn sandsynlighed for at også de har en noget tvivlsom baggrund. Svigt af den ene eller anden grund. Desperation, eller lignende.
I generelle træk kan man vel sige, at det ikke er en "normal" situation at begå en forbrydelse - og at et menneske i en "normal" omstændighed, ikke begår forbrydelser. Det er en del af vores sociale egenskaber, at vi forsøger at rette ind efter de normer vi lever under. Vi behøvede såmend sikkert ikke engang så meget lovgivning på kriminalområdet. Hvis ikke der var folk der faldt udenfor normen, kunne vi nærmest nøjes med jura i forhold til hvordan skellet mellem to ejendomme skulle fastsættes. Sådan lidt groft sagt.
Der vil altid være en omstændighed bag en forbrydelse, som kan forklares - og hvis spor kan følges, formentlig helt tilbage til barndommen.
Straf, behandling, konsekvens eller hævn
Jeg mener bestemt ikke at kriminelle handlinger skal forbigåes i tavshed, med en henvisning til at folk jo bare er et produkt af omstændighederne.
Nej - der skal absolut være konsekvens. Men fokus bør ændres. Vi bør komme væk fra straf som begreb - og tænke i hvordan vi hjælper et menneske til at blive en del af samfundet igen. Det lyder nok som en blanding af 68'er blødsødenhed og noget meget gammeldags tankegods når jeg her skriver at disse mennesker blot skal behandles.
Men jeg er ikke ude i, at det skal være nogen let omgang at modtage en behandlingsdom. Det skal ikke være nogen skovtur. En behandlingsdom bør nemlig ikke være tidsbegrænset. Men skal være en dom der individuelt vurderes og tilrettelægges, efter at et eventuelt skyldsspørgsmål er afgjort. Og så skal vedkommende faktisk behandles.
Idag er det faktisk sådan at vi lader potentielt meget farlige folk gå fri, blot fordi deres straf er udstået. Med en model, hvor vi tænker behandling, slippes folk først når de er klar.
Det er klart at et sådant system kan misbruges, og komme til at ligne [[Gøgereden]] - men hvordan det sættes sammen på en forsvarlig måde, må være en anden diskussion. På et andet tidspunkt, med deltagelse af, på dette område, forstandige mennesker.
Hvad med retsfølelsen?
Til sidst må jeg erkende at min yndlings-aversion "Retsfølelse" nok ikke kan afskrives helt endnu. Vi lever i et samfund, hvor krænkede vil føle et behov for en slags "æresoprejsning" eller hævn. Og hvis samfundet eller staten ikke gør det, er det ikke utænkeligt at folk tager sagen i egen hånd. Det tåler samfundet ikke. Så er det trods alt bedre, at hævnen eksekveres under kontrollerede former.
Der er altså stadig behov for, hvor grundlæggende forkert det egentlig er, at der foretages - en på kollektivets vegne, straf med hævn for øje. Det må vi erkende - og acceptere, som tingene er nu. Og så forhåbentlig arbejde hen imod et andet og mere nuanceret og konstruktivt straffe-/behandlingsmønster.
Det ville dog være forfriskende, om vi begyndte at kalde tingene ved deres rette navn. På den måde kan det også være at vi ville tænke vores politik lidt mere nuanceret. Det er lettere for politikere at referere til "Retsfølelse" end det er at refere til at vi skal styrke "Hævnen" i vort samfund.
Med tiden bliver vi måske i bedre stand til at holde hovedet koldt - og se nøgternt på straf, hævn, behandling - og virkningerne deraf.
- Det ville i hvert fald være det mest fair.
Skal straf som begreb måske helt sløjfes?
Hvis vi begynder at tænke på forbryderen - eller krænkeren - som offer af omstændigheder. - Og med omstændigheder menes alt fra selv at være offer for en eller flere krænkelser, til at være tabt på gulvet af familie - og herefter samfundet i en stribe af uheldige dispositioner. Så bliver det svært helt at tænke på straf som hævn i den givne sag.
Jeg tror ikke at der findes kriminelle som ikke har en forstyrret fortid bag sig - eller måske, mere kontroversielt, faktisk er syge. Og vil vi straffe syge? Eller ofrene for en forbrydelse?
Egentlig kunne jeg godt tænke mig at vi helt fjernede begrebet straf fra ligningen. Dermed ikke sagt at vi skal fjerne konsekvensen af en forbrydelse - men vi bør ændre fokus fra hævn til behandling.
Begår normale drab?
Hvis vi skal straffe, altså hævne, bliver vi nødt til at gå udfra at krænkeren er normal i gerningsøjeblikket. Og hér ligger essensen i det jeg forsøger at sige. Begår normale drab?
Jeg tror ikke at man kan sige at det er normal-omstændighed at begå et drab. Det er en så grænseoverskridende en handling, at gerningsmanden må være påvirket af en ydre eller indre omstændighed. Enten helt basalt, at man føler sit liv i fare. Eller fordi man er så følelsesæssigt påvirket - jalousi feks. - at man handler irrationelt. Situationen kan også være omvendt; at man er så følelsesmæssigt afstumpet, at et menneskeliv ikke betyder noget. Så taler vi psykopati eller sociopati. Altså kliniske sygdomme. Og igen - kan man straffe for en sygdom?
Ligeledes kan man snakke om seksuelle krænkere. Vil vi virkelig påstå at seksuelle krænkere er raske mennesker, som er helt vel forvaret oven i hovedet?
Jeg vil komme med den påstand at seksuelle krænkere, er mennesker der har været udsat for meget grove overgreb - som har nedlejret sig som et meget forskruet følelses-mønster hos den enkelte.
Jeg forstår i den grad godt hvorfor folk, og jeg selv inklusive, kun kan fyldes med væmmelse og had, når vi hører om den slags forbrydelser. Men skal vi kigge nøgternt på det - og det skal man engang imellem - har vi med meget syge mennesker at gøre.
De er farlige, og bør derfor naturligvis ikke gå frit sålænge de har disse tendenser - eller ikke kan kontrollere dem. Men kan vi som samfund hævne os på dem? Velvidende at de efter alt at dømme selv er ofre for meget grumme forbrydelser. Og at det er disse forbrydelser der har gjort dem syge - og dermed til nye krænkere.
Ved andre, mildere, forbrydelser - tyveri, og den slags, kan det være svært at se den store tunge sygdom bagved dette. Men vi ved jo inderst inde godt, at der er en pæn sandsynlighed for at også de har en noget tvivlsom baggrund. Svigt af den ene eller anden grund. Desperation, eller lignende.
I generelle træk kan man vel sige, at det ikke er en "normal" situation at begå en forbrydelse - og at et menneske i en "normal" omstændighed, ikke begår forbrydelser. Det er en del af vores sociale egenskaber, at vi forsøger at rette ind efter de normer vi lever under. Vi behøvede såmend sikkert ikke engang så meget lovgivning på kriminalområdet. Hvis ikke der var folk der faldt udenfor normen, kunne vi nærmest nøjes med jura i forhold til hvordan skellet mellem to ejendomme skulle fastsættes. Sådan lidt groft sagt.
Der vil altid være en omstændighed bag en forbrydelse, som kan forklares - og hvis spor kan følges, formentlig helt tilbage til barndommen.
Straf, behandling, konsekvens eller hævn
Jeg mener bestemt ikke at kriminelle handlinger skal forbigåes i tavshed, med en henvisning til at folk jo bare er et produkt af omstændighederne.
Nej - der skal absolut være konsekvens. Men fokus bør ændres. Vi bør komme væk fra straf som begreb - og tænke i hvordan vi hjælper et menneske til at blive en del af samfundet igen. Det lyder nok som en blanding af 68'er blødsødenhed og noget meget gammeldags tankegods når jeg her skriver at disse mennesker blot skal behandles.
Men jeg er ikke ude i, at det skal være nogen let omgang at modtage en behandlingsdom. Det skal ikke være nogen skovtur. En behandlingsdom bør nemlig ikke være tidsbegrænset. Men skal være en dom der individuelt vurderes og tilrettelægges, efter at et eventuelt skyldsspørgsmål er afgjort. Og så skal vedkommende faktisk behandles.
Idag er det faktisk sådan at vi lader potentielt meget farlige folk gå fri, blot fordi deres straf er udstået. Med en model, hvor vi tænker behandling, slippes folk først når de er klar.
Det er klart at et sådant system kan misbruges, og komme til at ligne [[Gøgereden]] - men hvordan det sættes sammen på en forsvarlig måde, må være en anden diskussion. På et andet tidspunkt, med deltagelse af, på dette område, forstandige mennesker.
Hvad med retsfølelsen?
Til sidst må jeg erkende at min yndlings-aversion "Retsfølelse" nok ikke kan afskrives helt endnu. Vi lever i et samfund, hvor krænkede vil føle et behov for en slags "æresoprejsning" eller hævn. Og hvis samfundet eller staten ikke gør det, er det ikke utænkeligt at folk tager sagen i egen hånd. Det tåler samfundet ikke. Så er det trods alt bedre, at hævnen eksekveres under kontrollerede former.
Der er altså stadig behov for, hvor grundlæggende forkert det egentlig er, at der foretages - en på kollektivets vegne, straf med hævn for øje. Det må vi erkende - og acceptere, som tingene er nu. Og så forhåbentlig arbejde hen imod et andet og mere nuanceret og konstruktivt straffe-/behandlingsmønster.
Det ville dog være forfriskende, om vi begyndte at kalde tingene ved deres rette navn. På den måde kan det også være at vi ville tænke vores politik lidt mere nuanceret. Det er lettere for politikere at referere til "Retsfølelse" end det er at refere til at vi skal styrke "Hævnen" i vort samfund.
Med tiden bliver vi måske i bedre stand til at holde hovedet koldt - og se nøgternt på straf, hævn, behandling - og virkningerne deraf.
- Det ville i hvert fald være det mest fair.







