Artikler

Traktor Tom bidrager til samfundsøkonomien og får hornet som tak

Jeg har flere gange i løbet af det sidste år oplevet et fænomen på de danske veje, som på den ene side siger noget om vores trafikkultur, karakter, tilværelse og manglende forståelse for andre trafikanter og på den anden side noget om samfundets udvikling væk fra et produktionssamfund med vægt på håndens arbejde mod.........noget helt andet. Denne udvikling ændrer os som mennesker, mentalt set.

Fænomenet er følgende. Der kører en traktor, rendegraver, gummiged eller andet langsomt kørende køretøj, på veje, hvor man må køre 70-80 kilometer i timen, men de fleste kører ca. 90, under normale forhold, vejrligt, trafikalt. Det er forholdsvist sjældent jeg møder disse produktionskøretøjer i trafikken, der vel kører med en ganske pæn fart af 40 km. i timen. De fleste traktorførere trækker ind til siden ved enhver given mulighed, for ikke at være til for meget besvær. De udviser faktisk generelt en stor grad af medtrafikalt sind. Jeg bliver måske 2 minutter og 5 % forsinket af traktorens nedsættelse af trafikkens afviklingstempo.

Min oplevelse går på at flere bilister, når de efter et par minutter "endelig" kommer forbi traktoren lige giver traktorføreren (kaldet Tom) en hilsen i form af et tydeligt irriteret dyt i hornet. Ret utilstedeligt tænker jeg, for traktorføreren udfører jo blot et stykke givtigt samfundsberigende arbejde, til glæde for beskæftigelse og samfundsøkonomien og i de fleste tilfælde handelsbalancen. Hvis traktorføreren arbejde i landbruget er det i den grad lig et bidrag til en milliardstor eksport. Den eksport vi alle lever (godt) af. Men bilisterne har travlt. Ligger og kører hver dag mellem arbejde og hjem, selvom de kunne arbejde hjemmefra, hvis ledelsen ikke havde et stort behov for at kontrollere sine medarbejdere. Bilisten kan ikke tænke så langt, at traktorføreren beriger samfundet og indtjener valuta til landet. Valuta som bilisten, som stillesiddende symbolanalytiker eller offentligt ansat skriverkarl og regnedreng nyder godt af. Forståelsen for hvor pengene kommer fra er kappet over for længst. En fornemmelse af, at vi alle kan leve af at "klippe hinanden" har indfundet sig. Som Historikerne Henrik Jensen skrev i sin lørdagsklumme i Kristeligt Dagblad forleden, så ser det ud til, at den ene halvdel af befolkningen går til Coach og den anden uddanner sig til Coach. Henrik Jensen skriver, at da han gik i skole lærte man ellers, at vi ikke kunne leve af at klippe hinanden. Det kan vi heller ikke, ikke i en åben økonomi, som den danske. Vi har ikke længere en fornemmelse af hvem der skaber værdi til samfundet, og hvordan. Nemlig ved at arbejde, også manuelt, også i landbruget og også ved at anvende traktorer, der skal frem og ud over stepperne og i nogle tilfælde er nødt til at bruge landevejen, som i øvrigt er offentlig og betalt af private, af borgerne, herunder landmanden.

Vi er på vej væk fra at leve af håndens arbejde, af naturen og mod en verden befolket af Konsulenter, Coaches, symbolanalytikere, Advokater, bureaukrater, Aktieanalytikere, Art Directors, livsstilseksperter, investeringsrådgivere, pensionsrådgivere, ansatte i underholdningsbranchen, reality stjerner mv. En udvikling der har stået på i en menneskealder efterhånden. En tilbagevenden til at være 500.000 ansatte i landbruget, en tilbagevende til roe-hakkeri og en tilbagevenden til selvbinderen, er ikke rette vej. Vi skal ikke vende udviklingsretningen, men sætte den selv. Men vi skal forstå og have respekt for at traktorføreren, som vi i dette tilfælde siger er landmand, beriger samfundet. Også selvom vi mister 2 dyrebare minutter på landevejen og kommer senere frem til indkøbscentret, hvor vi står i kø i 10 minutter for to liter mælk og et pund smør. I øvrigt to produkter tilvejebragt takket være vores ven, traktorfører Tom.

• < Forrige
• Næste >