Artikler
Konservative på overarbejde
- Detaljer
- Overordnet kategori: Politik
- Kategori: Politik
- on 29 Juli 2011
- by Geert Gissing,
- Visninger: 433
De konservative politikere står efter alt at dømme, til et stort nederlag ved det kommende valg. Og nogle kandidater i partiet, har af samme grund valgt at bruge en stor del af deres ferie, på at bejle til vælgernes opmærksomhed.
Dette fremgår bl.a. af den konservative folketingskandidat Rune Kristensen, som formodentlig i lyset af tilbagegangen, har valgt at køre en kampagne over en periode på mere end halvandet år. ”Vi har lavet masser af aktioner, og fortsætter med at sprede budskabet helt frem til valgdatoen”, udtaler Rune Kristensen, som fortæller at han personligt får bragt ”flere debatindlæg om ugen – både lokalt og nationalt”.
Men der er stadigvæk kulde at spore fra vælgerne. Og med udsigten til en nedgang fra 18 til kun 11 mandater, er der rift om pladserne i den opvarmede folketingssal, som efter valget, ser ud til at ville blive fyldt godt op med S’ere, SF’ere og Radikale. Og derfor er Rune Kristensen også glad for varme ord, selv om de i øjeblikket primært kommer ”fra KU'ere, venner, familie og andet godtfolk”.
Men det hårde arbejde kan også være spildt, så længe man ikke har tydelige mål, der vinder genklang hos vælgerne. Baggrunden for den Konservative tilbagegang er efter manges mening en manglende profil eller mærkesag, som der er opbakning til.
Tidligere var det ellers lykkedes de Konservative at få, hvad der mindede om, en ”grøn profil” i forhold til befolkningen. En profil som sagtens kunne kombineres med ønsket om flere arbejdspladser og større eksport. Og herved ville man også skille sig kraftigt ud fra DF - de Konservatives måske største rival - som slet ikke er i stand til at markere sig på klimaet. Men denne syntes nu nedtonet af flere årsager. Ikke mindst er Connie Hedegaard forsvundet til EU. Hun er også blevet erstattet af en, fra et helt andet parti, nemlig Lykke Friis fra Venstre.
Men der er vel i det hele taget mange muligheder for at stille større krav, til virksomhederne om ordentlighed og kvalitet, og vel også til borgerne? Og for en Konservativ, er der vel altid den mulighed, at spørge om al udvikling altid nødvendigvis er et fremskridt?







