Da Lars Barfoed overtog formandsposten hos de Konservative skrev jeg, at Lars Barfoed med stor sandsynlighed ville blive en ny Bendt Bendtsen minus to procent. Han ville stabilisere partiet, skabe ro og sikre otte procent af stemmerne. I virkeligheden har Konservative med valget af Lars Barfoed som formand accepteret Status Quo, for den nuværende folketingsgruppe har ikke personlighederne eller evnerne til at udvikle partiet i en fordelagtig retning. Dertil mangles både strategisk snilde og karismatisk overskud. Derfor ligger det simpelthen ikke i kortene, at der laves en Villy Søvndal, hvor de Konservative fra den ene dag til den anden vil bevæge sig op i den liga, som partiet tilhørte i 80'erne og i starten af 90'erne. Sloganet "Vi vil forandre for at bevare" er for Konservative så aktuelt, at de lige nu er nødsaget til at forandre sig for at bevare en status som et af Danmarks vigtigste partier, og den eneste chance for, at det sker, er, hvis nye kræfter finder vej i folketingsgruppen.

Lars Barfoed skal nok, sammen med den solide organisation, som Konservative har, lave et hæderligt valgresultat. De Konservative har så mange trofaste vælgere, der ikke fraviger tilliden til partiet, at syv til otte procent af stemmerne bliver et meget realistisk bud. Selvom Konservative vil påstå, at de er tilfredse med otte procent, så kan et parti med den historik og den organisation slet ikke være tilfreds med et sådan resultat. Det er netop organisationen, der redder partiet fra at falde helt sammen, for medlemmerne af folketingsgruppen bidrager på ingen måder med noget positivt. Bevares Rasmus Jarlov er talentfuld, men så stopper talentmassen praktisk talt også der. Hvem skal sælge billetterne, hvem skal støbe kuglerne til strategien og hvem skal lede organisationen, så alle arbejder i samme retning? Hvor finder vi de næste politikere, der igen kan arbejde Konservative op blandt de store partier? Det er i hvert fald ikke i folketingsgruppen.

Derfor bliver udfaldet, at Konservative kommer til at stå stille i mange år. På grund af krisen og stilstanden i partiet bliver der simpelthen ikke plads til den generation af nye politikere, der i virkeligheden skal ind og trække Konservative op fra en-cifrede vælgertilslutninger. Desværre for partiet, fristes man til at sige, er den nuværende folketingsgruppe rimelig ungdommelig, så man kan sagtens forvente flere valg, hvor de nuværende repræsentanter sætter sig på de sikre valgkredse. Dette er måske i virkeligheden den største bremseklods for, at Konservative udvikles i positiv retning. Folketingsgruppen kan sagtens være låst i én, måske to valgperioder, hvilket udelukkende forlænger Konservatives vælgerkrise.

Politikere som Charlotte Dyremose, Helle Sjelle, Benedikte Kiær, Tom Behnke, Mike Legarth, Lene Espersen, Brian Mikkelsen, Vivi Kier og Carina Christensen ejer ikke det, der skal til for at få danskerne overbevist om, at de skal stemme konservativt. Gruppen har heller ikke formået at tænke overbevisende strategiske tanker, og de sidste mange forsøg på at erobre dagsordenen har ikke haft det forventede udbytte. Problemet for Konservative bliver derfor med stor sandsynlighed, at der ikke kommer nyt blod ind, der kan være med til at kickstarte en positiv udvikling for partiet. Rædselsscenariet er, hvis Rasmus Jarlov slet ikke bliver valgt ind, hvilket vil efterlade folketingsgruppen helt uden mulighed for fornyelse på nogen fronter, for hvor dælen skulle den komme fra? Vi vil få mere af den opskrift, som ikke ret mange danskere i virkeligheden har brudt sig om, og muligheden for partier er udelukkende nye kokke.

Jeg tror på, at en ny folketingsgruppe, der inkluderer f.eks. Rune Kristensen, Mai Henriksen og Nikolaj Bang , ville have en chance for at skabe fornyelse og tiltrække nye vælgere. Selvom alle tre har en fortid i KU, så er det vidt forskellige typer, der hver især ville kunne bidrage med deres særegenhed. Rune Kristensen er en provokerende Jens Rohde-type, der godt tør tage slåskampe og kaste sig ud i ideologiske diskussioner. Det er en pitbull-terrier i lighed med Søren Pind, som kan stå på mål for konservative dyder, selv når det gør ondt at være konservativ. Desværre er mulighederne for Rune praktisk talt ikke-eksisterende, for han skal ud og kæmpe mod Brian Mikkelsen, som er et af Konservatives måske mest sikre kort. Hvis der skulle komme to mandater til Konservative, så ligner Helle Sjelle det oplagte andet mandat, og det er i virkeligheden synd for Konservative, for Helle Sjelle er symptomet på Konservatives problem, nemlig en politiker uden gennemslagskraft, uden visioner og uden den helt afgørende karisme. Her ville Rune Kristensen have en større værdi for partiet.

Modsat Rune Kristensen er Mai Henriksen den bløde kommunikatør, der kan sælge budskaber på en måde, der ville gøre selv Connie Hedegaard stolt. Med klassiske konservative dyder, tror jeg på, at hun kan sælge den humanistiske vinkel af konservatismen, som partiet historisk set altid har haft svært ved at sælge, men som skal sælges, hvis partiet skal opleve endnu en storhedstid. Mai Henriksen har en reel mulighed for at blive valgt, og hvis man vil Konservative det bedste, så skal man håbe på, at Mais valgresultat bliver så godt, at hun sikrer sig et mandat på bekostning af Vivi Kier.

Nikolaj Bang kan tilføre noget strategisk og organisatorisk flair, ligesom han har muligheden for at kommunikere på en skæv og anderledes måde, hvilket vi gentagne gange har set på hans videoblogs. Som gammel organisationskonsulent i KU har han en viden og forståelse for, hvor vigtig organisationen er i opbyggelsen af et nyt Konservative. Når han tilmed er en entusiastisk kommunikatør, så vil alle tre kunne bidrage til en ny kommunikativ linje til et parti, der ikke har solgt en eneste ny billet siden Hans Engell kørte ind i en betonpille i 90'erne. Sandsynligheden for, at Nikolaj Bang kommer ind er reelt lig nul, også selvom Henriette Kjærs exit fra dansk politik har givet en større mulighed for de mere ukendte politikere, men jeg har vel lov til at håbe på mirakler.

Tiden er lige nu til et generationsskifte, for de nuværende "unge" folketingsmedlemmer, de sælger ikke partiet på behørig vis. Holdet skal skiftes ud, hvis partiet skal udvikles. Hvis man derimod er tilfreds med otte procent i de næste 4½ år, så gør man ingenting og vælger det samme hold ind igen. Det ville bare være ærgerligt for et parti, der bør kunne trække minimum 15-20 % af de danske stemmer. Mit gæt er, at der intet sker, og Konservative vil have mellem syv og otte procent af stemmerne de næste 4½ år.