Politikernes risikobilleder
- Detaljer
- Overordnet kategori: Ideologi
- Kategori: Politisk filosofi
- on 25 oktober 2012
- by Lars Helleskov Engelbrektsen,
- Visninger: 375
Jeg har tidligere causeret over hvad en troværdig politiker er. Jeg kunne måske skære ind til benet og sige, at det er en politiker der tager almindelige menneskers almindelige problemer og livssituation alvorligt. Det gør de fleste politikere. Nogle har bedre forudsætninger for det end andre. Det er dem der har lidt livserfaring. Jeg vil jo tillægge det Mette Frederiksens manglende livserfaring, at hun for ca. 6 år siden harcelerede over dem der sendte deres børn i privat skole. Da hendes egne børn nåede skolealderen, sadlede hun som bekendt om. Hun var blevet klogere. Det er ingen skam. Bare synd at vi har indvalgt nogle politikere, der har så meget at lære! Havde Mette Frederiksen ventet med en politisk karriere til hun var voksen, havde hun selv været fri for at blive konfronteret med selvmodsigelsen mellem det man siger og senere gør. Vi andre havde også været fri.
Hvis jeg have mulighed for at begå en artikelserie og stille kloge spørgsmål til politikere og kandidater, vil jeg høre til deres risikobillede eller opfattelser af risici for Danmark og danskerne. Men med den vinkel at politikerne fremlægger løsninger på risikoscenarier.
Der er meget at være nervøs for. Det kan man være, eller bare glæde sig over det vi har og næsten kan tage for givet. Men med til et nøgternt syn på tilværelsen hører, at kunne forestille sig og forudsige og forsøge at undgå eller bare navigere i risici.
Jeg har en forventning om at politikere kan forholde sig til risici. Vi er nemlig omgivet af risici. Det er lige fra risikoen for miljøkatastrofer, for atomkraftulykker i nabolande, klimaforstyrrelser, samt uintenderede sider ved velfærdsstaten.
Marginalisering, fattigdom, relativt som absolut, manglende sammenhængskraft, manglende social integration, manglende social mobilitet, ungdomsarbejdsløshed og tabet af en generation, udstødelse, stigmatisering, psykisk sygdomme, der fører til førtidspensionering, misforhold mellem borgeres forståelse af pligter og rettigheder på den ene side og statens opfattelse på den anden side, en aldrende befolkning, er eksempler på risici, der må være politisk fokus på og tages aktion på. Poltik er ikke altid at lade stå til.
Politikerne må i forbindelse med beslutningstagning arbejde med risikoanalyser, risikostyring, og kalkuler. Sandsynlighedsberegning af fejlmuligheder og dermed risikokalkuler er indbygget del af ingeniørkunsten, eksempelvis. Det skal det også være ved politisk arbejde og det man kan kalde social ingeniørkunst og bestræbelserne på at indrette et godt samfund.
De store udfordringer, der til stadighed findes, tilsiger at ekspertindsigt skal hentes ind i den politiske beslutningsproces. Den netop afsagte dom mod en håndfuld videnskabsmænd/seismologer i Italien, er ikke befordrende for videnskabsfolks lyst til at stille deres viden til rådighed. Dette nævnt for at notere, at det skal være attraktivt, men også nogenlunde beskyttet, at stille sin viden til rådighed. Det er også upassende at kalde eksperter for smagsdommere. Det er usmageligt.
Man må være opmærksom på, at anvendelse af teknologi (f.eks. atomkraft og genteknologi) i sig selv indebærer en risiko. Fremskridtsoptimismen lider skade. Eksperter har da også forskellige opfattelser og beregninger af mange ting og kan dermed ikke levere en entydig rådgivning til det politiske system. Kunsten – også for politikere - er at orientere sig i viden.
På det samfundsmæssige og politiske plan skal der være opmærksomhed på sikringer mod sociale risici som arbejdsløshed og alderdom. Her kommer den ideologiske drøftelse om hvor meget eller hvor lidt stat, der skal være, i et individualiseret samfund, hvor vi har bevæget os væk fra familien og det civile samfund som sikkerhedsnet. Dagpengedebatten og udløb af rettigheder efter to år på uafbrudt dagpenge, viser det store problem der er, for mange, i forhold til at skulle leve af ægtefællens indkomst – og nåde.
I en globaliseret økonomi hvor kapitalen kan bevæge sig frit, kan fuld beskæftigelse og et gennemorganiseret arbejdsmarked med høje lønninger og gode sociale ydelser ikke (blive ved med at) hænge sammen. Det sætter debatten om længden på dagpengeperioden lidt i relief.
