Politisk rindalisme
- Detaljer
- Overordnet kategori: Politik
- Kategori: Samfund
- on 14 oktober 2012
- by Lars Helleskov Engelbrektsen,
- Visninger: 1217
Når vi taler demokrati og styring taler vi naturligt om forholdet borgere og politikere og borgere og regering. Men vi kunne også tale om forholdet regering/politikere på den ene side og sagkundskaben og eksperterne på den anden. En del af mistilliden til politikerne kan spores tilbage til politikeres omgang med eksperter, som ikke bruges.
I sin tale om visionerne på Venstres landsmøde, 2009 sagde Lars Løkke Rasmussen: "Vi kan ikke længere overlade det til ekspertkommissioner at tage de svære beslutninger". Det har han ret i, det er jo det vi har valgt politikere til. Men politikere skal støtte sig til dem der ved bedre, men er også i deres gode ret til at modsige eksperters råd, men ikke ret til at benægte fakta.
Professor på Syddansk Universitet Dominique Bouchet har sagt: "...Man bør ikke anfægte eksperternes rolle, selvom det skal være mere end acceptabelt at anfægte eksperternes dom". Dom og fakta er ikke helt det samme. Der ligger i dom noget normativt, som også eksperter skal være påpasselige med. Én ting er hvordan tingene er og noget er, hvordan tingene bør være. En kommission må naturligvis gerne stille pro et contra op, mellem forskellige løsningsmodeller, forudsat underbygget empirisk. Men den endelige beslutning vil være politisk og her kan gælde andre rationaler end mere videnskabelige.
Gider ikke høre på sagkundskaben
Partierne gider ikke høre på sagkundskabens råd. Ingen af partierne har lyst til at diskutere de dybe problemer, som det danske samfund står over for. Der er ikke appel i og vælgertække ved at tale om krisen og en skrap kur forude. Så hellere tale om skinproblemer.
Netop kommissionernes arbejde kunne løfte den politiske debat. Genrejse og revitalisere denne. Derfor må konklusionen ikke være skrevet på forhånd, som Strukturkommissionens åbenbart var, ifølge én af deltagerne, Professor på Syddansk Universitet Poul Erik Mouritzen.
Politiksnak viser eksempel på eksempel på, at tidens dagsorden styres af bekvem fokusgruppepolitik – og ikke af de væsentlige samfundsproblemer, som regeringens og ikke mindst den tidligere regerings mange og egne fagkommissioner ellers har præsenteret pædagogisk og konkret i rapport efter rapport. Oppositionen klapper kaje i øjeblikket, for ikke at komme galt af sted og sige noget ubekvemt og støde vælgerne væk. Alle frygter næste meningsmåling, der tillægges samme sandhedsværdi som et valgresultat.
Hvilken reformivrighed har oppositionen bidraget med forslag om? Alt bliver udskudt, til regeringsmagten igen er indtaget. For det er den, mere end Danmarks fremtid det gælder.
Når kloge hoveder endelig stiller sig til rådighed, i form af betænksomt betænkningsarbejde, med bidrag og input til det politiske beslutningsgrundlag, så tages arbejdet ikke alvorligt af politikerne. Hidtil er alle stort set alle anbefalinger fra kommissionerne blevet prompte afvist som "politisk tonedøve". Det er jo ikke kommissionerne der skal være politiske, blot arbejde ud fra et kommissorium, et opdrag, som er politisk på den vis, at oplægget indeholder en politisk stillingtagen om, at netop det arbejde kommissionen tager op er vigtigt for politikerne, fordi det er vigtigt for samfundet og fremtiden.
Kortsigtet politisk fokus
På tværs af politiske skel er alle store partier efterhånden enige om kun at foreslå småinitiativer, der kan gennemføres i indeværende valgperiode, men alligevel kaldet 2020 planer. Alt andet bliver udskudt til de senere generationer. Man kan ellers ikke tillade sig, som polisk beslutningstager, at aflevere et land i en ringere forfatning end man modtog det, som en god konservativ vil sige. Danmark skal ikke bare afleveres i samme forfatning, som det er overtaget, men i en bedre forfatning, vil jeg sige. Sådan en målsætning bør enhver politiker gå ind i politik med.
Befolkningen ældes, den sidste industriproduktion flyttes væk, og kloden opvarmes. Men vi ser ikke et eneste løsningsforslag. Politikerne interesserer sig for pseudoproblemer. Politikerne undgår behændigt at tale konkret om langsigtede reformer af arbejdsmarkedet. Afvisningen af sagkundskabens rettidige råd er deprimerende. Det forekommer mig, at toppolitikerne bruger afstandtagen til eksperter til at iscenesætte sig selv som folkelige. Men det er verdensfjernt, når Folketingets partier ikke konfronterer de problemer, som kommission efter kommission har beskrevet. Vi har brug for at tegne et løsningsforslag til samfundets balanceproblemer med flere ældre og få veluddannede. Vi har brug for "samfundsingeniører" og "samfundsarkitekter".
Politisk rindalisme
Hvordan tænker embedsværket i Staten, der begår små dokumenterede og beregnede notater mon, når politikerne afviser store kommissionsarbejder, begået af de professorer og lektorer, der underviste de samme unge embedsmænd, 0-20 år forinden? Jeg vil da selv tænke: Når politikerne ikke gider høre fakta, hvorfor så udstyre dem med fakta? Der råder en slags politisk rindalisme, fordummelsen af samfundet har nået Christiansborg, der også tror de er med i et realityshow, hvor man risikerer at blive sendt hjem. Og hvis det er fakta, så benægter jeg fakta, således er det sågar fra rigets fornemste platform, Folketingets talestol, engang sagt.
Ved at gøre det modsatte af, hvad sagkundskaben anbefaler i tykke og dokumenterede rapporter, formår magtpolitikere at simulere snusfornuft, folkelighed og uafhængighed. På den måde får politikerne, der er langt bedre uddannet og mere ressourcestærke end den gennemsnitlige vælger, fremstillet sig som folkelig. Det virker ikke troværdigt på mig. Eksperter er vel en slags prygelknaber. Hvem husker ikke Fogh sige, i en nytårstale: "...Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst" Fogh udtrykte en form for antielitisme. Men alle forstår vel, at det var der ikke tale om. Han var og er jo selv elite.
Politikerne driver ikke politik på baggrund af viden om sammenhænge og årsager og virkninger. Men på baggrund af en vejning af folkestemningen og ved at fange målingsmålingernes signaler. Meningsmålinger er prognoser, hvilket glemmes.
Især, men ikke kun, Krimonologers forskning er afvist, fordi der er en stærk tro på at fængselsstraffe til 14 årige løser alt. Tidligere Justitsminister Brian Mikkelsen (K) valgte at gå imod klare anbefalinger fra Ungdomskommissionen. Vi skaber politik på følelser og ikke på viden. Ungdomskommisionen skrev, at jo yngre man kan straffe, jo større risiko er der for, at de unge får en kriminel karriere på længere sigt.
Reformer har gjort Danmark rigt
Danmark er blevet et rigt samfund, fordi vi hidtil har turdet gå forrest med reformer af arbejdsmarked og uddannelsessystem. De største vindere har været folk med lave indkomster; flittige folk der er blevet hjulpet på vej af intelligente reformer. Dansk økonomi er stærk fordi der i generationer er blevet lyttet til den fagøkonomisk visdom og vise mænd med økonomiske råd. Reformer og indsigt fra eksperter kan snildt gå hånd i hånd, men beslutningen er politisk.
Vi har at gøre med en kontrovers mellem folkevalgte og eksperter. Og den skader politikerne, også i forhold til folkets tillid. For hvordan skal vi kunne have tillid til "vi alene vide" politikerne?
