Hvem er man? - Man skal huske at præsentere sig



Måske er det min baggrund som politolog der gør det. Men jeg finder at alle har interesser. Alle har en dagsorden og repræsenterer nogen eller noget. Alle har en ressource og et mandat med i bagagen og med i ryggen. Altså rygstøtte.  Ingen er uafhængig og fri af forpligtelser og alle tjener et hensyn. Nogle repræsenterer et fag og en faglighed og faglige normer og stolthed. Nogle repræsenterer en politisk, f.eks. fagpolitisk, interesse. Nogle repræsenterer en organisation der søger donationer. Nogle uddeler støtte. Nogle agiterer for en interesse, nogle skal sælge et produkt eller en tjenesteydelse. Nogle kalder sig uafhængige, men ingen er det, slet ikke din bankrådgiver, for bare at nævne et eksempel. Den venlige kommunale socialrådgiver, der så gerne vil lytte og hjælpe kan ikke, fordi hun skal tage større hensyn, ikke mindst i forhold til en økonomisk ramme.  Hun repræsenterer jo også nogen og en interesse. Nogle er i nød og søger hjælp. Men uden at sige det direkte. Det skal man tolke sig frem til. Nogle er mere ærlige og åbne i mødet med andre og bramfrie. De har ingen skjulte dagsordener. Ingen spil for galleriet og fordækthed.

Vi har forskellig baggrund, forskellige ressourcer og forskellige interesser i forhold til en given sag. Det skal man altid huske og notere sig, når man møder mennesker, taler med dem og måske forhandler med dem. Og man skal ikke acceptere brugen af ordet man, fordi man er nogen, der har ressourcer, interesser, hensigter og en baggrund.  En politolog vil altid spørge til: Hvem er man?

Derfor skal man altid huske at præsentere sig. Og bede andre gøre det samme. Og derfor er det ikke intimiderende (tidligere hed det vist uartigt) at spørge til: Hvem er du? Hvad laver du? Hvad vil du? Hvad er egentligt din oprigtige holdning? Hvem repræsenterer du? Hvad repræsenterer du? Derpå kan man forsøge at reflektere sig frem til om ham eller hende man møder har en skjult dagsorden. Den skal frem i lyset, også selvom den ikke tåler dagens lys. Man skal spille rent ud, hvis man vil være en del af et civiliseret møde mellem mennesker. Det hører sig til i interpersonelle relationer. Og det er dem vi lever af i sidste ende. Tilliden er afgørende. Også for den fortsatte beståen af det danske samfund og samfundsformation, herunder det frie marked.



Du er her: Forside Artikler Politik Samfund Hvem er man? - Man skal huske at præsentere sig