Socialdemokratiske bastioner og politiske højborge på vippen



Valget til byrådene bliver mere interessant end længe set. En analyse som Valgforsker Søren Risbjerg Thomsen har begået for Altinget.dk viser, at socialdemokratiske bastioner vil falde ved valget i november 2013 eller i hvert fald står på vippen. Det gælder Køge, Næstved og Horsens. Ulykkeligvis mistede Horsens sin dygtige Borgmester her i sommer. Det kan få særlig betydning for valget. Og Risbjerg Thomsens analyse er begået før Trøjborgs død. I øvrigt den bedste Statsministerkandidat, socialdemokraterne aldrig fik.

Der kan forventes tilbagegang for Socialdemokratiet, lokalt, som der også er udsigt til på den langspolitiske scene. Socialdemokratiet er som Venstre traditionelt stærke lokalt og i hele landet og besidder tilsammen stort set samtlige borgmesterstole. De to partier står ofte stærkere lokalt end på landsplan.

Et stærkt kommunalt Danmark for Socialdemokratiet, med den overvejende del af borgmesterposterne, er særlig vigtigt når regeringsmagten haves. Det gør det lettere for regeringen at få en økonomiaftale i hus med kommunernes interesseorganisation.

Kommunalvalget i 2013 kan blive historisk. For første gang nogensinde kan Venstre ende med at erobre Socialdemokratiets historiske rolle som det største parti på kommunalt plan.

Som tommelfingerregel plejer de landspolitiske tendenser at slå igennem med halv kraft ved kommunalvalgene, og hvis de nuværende tendenser holder, vil S og V bytte rolle.

Det nuværende styrkeforhold er klart i socialdemokratiets favør, som nedenstående opgørelse viser.

Antal borgmestre efter 2009-valget fordelt på partier og lister.

S: 49
V: 31
K: 12
Lokalliste: 3
SF: 2
Løsgænger: 1

Slaget i Næstved
Jeg følger af naturlige årsager slaget i Næstved, da bosat i kommunen og fordi jeg tidligere har kørt valgkamp med Karsten Nonbo, for 7 år siden. Jeg fik et utroligt godt indtryk af ham.

I Næstved har Socialdemokratiet siddet på magten siden 1919. Men den socialdemokratiske bykonge Henning Jensen gik af sidste år, efter 22 år som borgmester. Han overlod posten til den unge Carsten Rasmussen (S). Han betegnes fortsat som favorit til borgmesterposten, selvom S og SF i 2009 for første gang ikke havde flertal sammen i Næstved. Dengang støttede Dansk Folkeparti S og SF, men ved valget i 2013 er det fortsat usikkert, hvem DF satser på, da DF's holdkaptajn Michael Rex efter valget er trådt ind i den socialdemokratiske gruppe. Derfor kan det ikke helt udelukkes, at magten skifter.

Nonbo må være klar til slaget i Næstved
Venstre har som nævnt indsat Folketings- og byrådsmedlem Karsten Nonbo som Borgmesterkandidat. Han vandt klart over sine to modkandidater ved opstillingen i foråret 2012. Men har tydeligvis sin egentlige opbakning fra det lille lokalsamfund uden for Næstved, i den tidligere Fladså Kommune, med hovedbyen Mogenstrup.

Venstre må udarbejde et godt formuleret og dækkende principprogram, der er et reelt alternativ til socialdemokratiets linie og afspejle fornyelse. Programmet må udover principper og værdier og holdninger også have en konkret del. Kommunen er velfærdsproducent og forventes at levere varen.

Hvis ikke Venstre fremstår som et reelt alternativ, kan det være lige meget hvem der er øverste politiske og administrative chef. Så vil vanen vinde og mange borgerlige vil fortsat stemme på Socialdemokratiet når der er kommunalvalg, og på Konservative når der er folketingsvalg. Jeg håber at en halvgammel Helge Adam Møller stiller op for Konservative, i Næstved, da det vil holde mange borgerlige stemmer hjemme i egen lejr. I øvrigt stiller The Come-blak kid, Freddy Blak igen op til Kommunalvalget. Denne gang fra hans on-and-off parti, Socialdemokraterne. Han er et folkeligt islæt.

Borgmesterkandidaten Nonbo bør være naturlig pennefører for et program, som han skal kende i detaljen.  

Venstre har et motto i form af mennesket frem for systemet. Amy sagen viste, at et menneske og menneskelige hensyn og ønsker blev tilsidesat, da et barn blev tvangsfjernet mod sin vilje fra plejefamilien, der også ønskede at havde hende boende. Sagen endte med at Amy flyttede tilbage og alt var lige vidt, undtagen en mellemliggende periode hvor et barns ønsker blev tilsidesat. Jeg savnede i den forbindelse en Borgmester i den sag. Den socialdemokratiske var fraværende og gav indtryk af at være systemets mand. Jeg er sikker på Karsten Nonbo havde trådt i karakter i en sådan sag og truffet en politisk beslutning, af hensyn til indivdet og også så et embedsværk ikke var alene overladt til pressens i øvrigt gode dækning af en på alle tænkelige måder ulykkelig (taber)sag. Et par af de øverste embedsmænd gik ned med stress, meget sandsynligt fremkaldt af Amy-sagen. Så også embedsværket kan glæde sig til nye politiske vinde, hvis tronskifte. Det kunne Nonbo, hvis lidt kættersk og overraskende for en Venstremand, lade embedsværket ane.

Ta' orlov fra Folketinget.
Mit råd til Nonbo er: Søg orlov fra Folketinget snarest, så du har 12 måneder til at dyrke lokalpolitikken, fuldtids og inden valget. Og føre valgkamp og udarbejde godt principprogram, der også involverer inddragelse af partirødderne. Lær din kommune at kende og vis dig i bybilledet. Det var Henning Jensen god til. Om man kan li' det eller ej er det nok en sådan personlighed Næstved vil have – igen! Karsten Nonbo kan ikke nøjes med at støvsuge den gamle Fladså Kommune for stemmer.

Ved ikke at optræde på Christiansborg vil du, Nonbo, heller ikke risikere at blive inddraget i politiske sager i Folketinget, der kan belaste dig kommunalpolitisk. Du skal i hvert fald allerede nu være på vagt overfor, at tidligere folketingsbeslutninger, der på nogen måde kan stille spørgsmålstegn ved dig som god Næstved Borgmesterrepræsentant, bliver brugt mod dig. Efter valget og konstitueringen som Borgmester er du alligevel ikke længere en del af Folketinget, idet du ikke vil bestride et dobbeltmandat som Borgmester og Folketingsmedlem.

Nonbo skal omvendt også henvise til at alt det gode, han har gjort for Næstved, via sin platform og tilkæmpet indflydelse på Christiansborg. Nonbo kan passende begå en liste, hurtigt.

Nonbo bør også have svar parat på, hvorfor Fogh eller Løkke aldrig har udnævnt ham til minister. Nonbo skal være glad for at han skal op mod en hædersmand som Carsten Rasmussen. Nonbo er nemlig selv en hædersmand. Valgkampen bliver ikke beskidt. 

Helge Adam Møller og de radikale afgørende for Nonbos situation
Jeg vil udtrykke en forudsigelse: Nonbo kan vinde posten som borgmester og altså konstitueringen som samme, forudsat at Helge Adam Møller stiller op og dermed opsuger de borgerlige, især konservative stemmer, der ellers vil gå til socialdemokratiet. Og så skal Venstre være sikre på at de formentlig to indvalgte radikale repræsentanter ikke lader sig friste af udvalgsposter, hvis lovet af socialdemokratiets borgmester og borgmesterkandidat. Jeg vurderer dog at Lars Hoppe Søes (radikal) stærke fokus på budgetoverholdelse er udtryk for et sundt borgerligt sindelag. Men politik er også først og sidst personlige ambitioner.

Og så er der jo også en afhængighed af Dansk Folkeparti. Hvor sikre kan Nonbo være på, at de peger på ham. Det må han ofre lidt opmærksomhed.

Du er her: Forside Artikler Politik Politik Socialdemokratiske bastioner og politiske højborge på vippen