Den lokale røst i politik fortrænges
- Detaljer
- Overordnet kategori: Politik
- Kategori: Politik
- on 02 Juli 2012
- by Lars Helleskov Engelbrektsen,
- Visninger: 502
Der er ved at være mange eksempler på at partitoppens (egne) folk placeres. Hvem sagde Corydon og Esbjerg? Kendisser er vejen frem. Også i politik og for de politiske partier. Det har også Anders Samuelsen forstået. Venstre har brugt det før (Uffe Ellemann Jensen og Bjørn Elmquist). Eksemplerne er for de dokumentarisk sindede legio og et interessant fænomen at opgøre. Men det er stadig de lokale i lokalforeningen der fravælger deres egen lokale kandidat, til fordel for mediedarlings eller personer tæt på ledelsen mv. Det så vi i tilfældet Corydon, som jeg må tilstå ikke er helt ueffen og så på rekordtid.
Måske er forestillingen om politik som noget lokalt, lokalpatriotisk, noget sognerådsagtigt og "vores mand på tinge", historisk. Lige som at den lille mand er fortid på Christiansborg. Og dybest set er det lokale islæt ligegyldig i en global tidsalder. Med mindre man som socialdemokraten Jens Risgaard Knudsen, er istand til at komme afsted med, at betinge sig to motorveje i Vendsyssel, for at stemme ja til en Storebæltsforbindelse. Det fik han faktisk. Risgaard Knudsen var nok også noget særligt og meget dreven og med 5,5 års ministererfaring. Han blev ikke uden grund kaldt Rigstaktikeren.
Min pointe er, at den lokale røst ingen rolle spiller, i dag. Den sidste Lars Løkke Regering og den nuværende er nærmest klinisk renset for personer med bopæl uden for hovedstaden/Storkøbenhavn. I øvrigt er landets næste Statsminister, Lars Løkke, netop flyttet fra Græsted til Nyhavn, i lejet lejlighed. Så er der heller ikke så langt hvis man lige får brug for en fadbamse med skum. Den kan han drikke med Nyhedsvært Kim Bildsøe Lassen, der også bor i Nyhavn og på den måde kan de arrangere næste interview. Lars Løkke kan stille spørgsmålene og Kim Bildsøe kan svare, eller er det omvendt, eller bare et fedt. Danmark er et lille land. Det er ganske vist, som anden salig beboer i Nyhavn ville have sagt det.








