Vi har de politikere vi fortjener
- Detaljer
- Overordnet kategori: Politik
- Kategori: Politik
- on 02 Juli 2012
- by Lars Helleskov Engelbrektsen,
- Visninger: 476
Vi har de politikere vi fortjener, som en kliché lyder. Og det er præcist ved opstillingen af kandidater, at vi – i teorien - har en mulighed for at præge selektionen. Meget få og klart under 10 % benytter sig af de muligheder der er for indflydelse i et politisk parti og dermed indflydelsen på den store politik. Det er jo en form for magtesløshed, men også for mishag ved det politiske. Men ikke mindst manglende interesse for det politiske, som opfattes som noget fjernt og uvedkommende. Vi anser måske demokratiet for givet og rodfæstet og derfor fortjener vi det ikke. Man kan aldrig tage demokratiet for givet.
Selv har jeg fravalgt partipolitik efter mange års medlemskab. Det var en svær beslutning. Jeg mener at man skal være med længst muligt fremme i forhold til det politiske og fordelingen af gode og byrder i samfundet. Det var jeg lige pludseligt ikke længere. Hvis jeg nogensinde har haft indflydelse på noget som helst. På græsk har man jo et ord for én der ikke deltager i samfundsmæssige anliggender, og det er idiot.
Men min udmeldelse af det partipolitiske skyldtes, at jeg fandt det eneste de topstyrede partier - med deres politiske og økonomiske sekretariater og deres spindoktorer og kommunikative gejl - kunne bruge partimedlemmerne til, var tre ting. Nemlig til at betale kontingent, og for det andet, til at sætte valgplakater op. Og for det tredje: Til at tage valgplakaterne ned igen...............
Fokusgruppeinterviews opfattes af partierne som mere relevante og berigende i forhold til udarbejdelsen af politiske strategier end at lytte til medlemmerne, som tit kan synes for rabiate. Eller med et andet ord: Bare for politiske.
Der er en distance mellem politikerstanden, som jeg vil kalde den, og den almindelige befolkning. Politikerne ligner mere hinanden end befolkningen. Denne afstand er ikke blevet mindre i takt med at partitoppen fjerner sig fra de lokale partiforeninger. Politikerne har ikke tilstrækkelig kontakt med folket og normaltilværelsen. Det kan de ellers få ved at holde tæt kontakt til det lokale partipolitiske bagland.
Det er ganske svært at argumentere mod, at vi har de politikere vi fortjener. Men de ligner os ikke udpræget. Og kan de repræsentere os, er spørgsmålet. Det hjælper ikke noget at spille offerrollen, så jeg må overveje praktisk politik igen. Lade mig opstille, igen. Sammen med alle de andre halvgamle mænd.
