Millionæren Ole Sohn tjekker ud - utak er de armes løn
- Detaljer
- Overordnet kategori: Politik
- Kategori: Aktuelt
- on 16 oktober 2012
- by Lars Helleskov Engelbrektsen,
- Visninger: 692
Den tidligere DKP formand og Honecker kindkysser (dødskysset) har nu for 2. gang i sit liv forladt en synkende skude. Sidst var det båden med de gamle diktatorer i Østeuropa. Nu er det Thorning-Schmidts kæntrende usødygtige plimsoller.
Sohn forlader ikke blot regeringen, men har også annonceret sit exit fra partiet, ved næste valg. De næste 18 måneder kan han nyde ministergage og derefter ministerpension, som han lige akkurat nåede at få med, da han rundede sin 1 års dag som minister. Jeg hører for mig, men tror ikke Ole Sohn gør: "Sådan er kapitalismen, utak er de armes løn".
I starten af 90'erne hørte jeg et foredrag med Ole Sohn, på Aalborg Universitetscenter, som det hed dengang. Han var glimrende som foredragsholder. Han blev flere gange på forskellig vis spurgt om han fortrød sin kommunistiske fortid og hvordan han kunne lade sig fascinere af kommunismen, stalinismen, leninismen mv. Han evnede, trods veltalenhed og godt foredrag i øvrigt, ikke at svare på spørgsmålene. Han havde åbenbart ikke, ca. 3 år efter murens fald, gjort emnet op, med sig selv. Han fandt ikke anledning til at undsige sig selv og sin tro og sin fortid. Det tror jeg stadig ikke han gør. Det er ikke lykkedes journalister og politiske modstandere at få ham til for alvor at krybe til korset. Nu kan man tro han ikke ved hvad der skete bag jerntæppet af grusomheder. Men det gjorde han, takket være hans grundige arkivstudier. Han har ikke lukket øjnene, men angre, det gør han ikke, offentligt.
Jeg anså faktisk Ole Sohn som værende en udmærket minister. Flere erhvervsinteresser har udtrykt tilfredshed med ham ved roret. Han har drevet et virkelig godt forlag, med vægt på bøger og forfattere med en kritisk tilgang til regimerne i Østeuropa, i den kolde krigs æra. Forlaget har fuldt fortjent også været indbringende og akkumuleret en formue, især fordi Sohn ikke har udbetalt udbytte til sig selv, men ladet egenkapitalen hobe sig op over millionen.
Men en forklaring på hvorfor han aldrig har gjort op med sin kommunistiske fortid er ligeså mærkeligt, som at han ikke kan levere en forklaring på hvorfor han lod sig narre af politiske ideer. Hvorfor han ikke tog dissidenternes parti. Hvorfor han bekendte sig til et system, hvor folket var bange for systemet og systemet bange for folket. Ole Sohn virker tilforladelig og den offentlige opinion og vælgere flest gider ikke beskæftige sig med en mands fortid, når han nu selv er fortid.
