PODIA.DK - Politisk Dialog og Debat

Farvel til folkeligheden

Joachim B. Olsen har været denne uges ubestridt mest omtalte politiker. Som en reaktion på Özlem Cekics vilje til at dele endnu flere julegaver ud til Danmarks såkaldte fattige, valgte Joachim på sin Facebook at kaste op over Özlems populistiske forslag.

Flere tolkede Joachims indlæg som en reaktion mod fattige, og blev både personlige og perfide i deres indlæg på Joachims Facebook-side. Indlæg som "Joachim du en tumpe.... hilsen en murer der tjener godt men tænker på andre ind sig selv... fuck dig !!" hører til de pænere af slagsen, og netop de mange personlige angreb fortæller en klar historie om, at Joachim en gang for alle har mistet sin uskyld. Folkeligheden forsvandt måske til dels allerede, da TV2 fortolkede Joachims skattetanker, men sagen om Danmarks såkaldte fattige river i hvert faldt det folkelige tæppe væk under den tidligere så populære kuglestøder.

Kynisk betragtet kan man påstå, at folkeligheden i virkeligheden er en hæmsko for at opbygge et billede af en seriøs politiker, for det har netop været folkeligheden, som medierne har taget fat i, når de skulle beskrive Joachim B. Olsen. Kuglestøderen, Vild med Dans, Zulu Kvægræs har været vigtigere end de politiske holdninger, og når man har et image, hvor alt andet end ens holdninger er vigtigere, så er det svært at manøvrere i et politisk landskab. Derfor kan det faktisk være ganske udmærket, at Joachim B. Olsen lægger afstand til folkeligheden også selvom det måske gør lidt nas i øjeblikket.

De fleste politiske kommentatorer har udpeget Joachim som Liberal Alliances vildtfarende missil, som mere skader partiet end hjælper det. Jeg kan selvfølgelig godt forstå deres pointer, idet de sager, som Joachim indtil videre har profileret sig på ikke har haft nogen folkelig appel. Det er såkaldte tabersager, som har flere modstandere end tilhængere, og udfra den betragtning, så kan man godt argumentere for, at Liberal Alliance ikke ligefrem bliver styrket med udtalelser som Joachims, men så simpelt synes jeg ikke, man kan se på sagen.

For det første er Liberal Alliance ikke et folkeparti, og derfor skal positive og negative politiske sager ikke måles efter socialdemokratiske forhold. Efter min vurdering vil Liberal Alliances vælgere gerne have ægte politikere, der siger deres mening, og som har holdninger, der kan sættes skarpt op. Flere har netop sat deres kryds ved LA, fordi de har kørt en stram linje, hvor politikken ikke har forandret sig i takt med, hvad der har været forventet, at Familien Danmark mente. Derfor må man også forholde sig til, at langt de fleste danskere aldrig kunne finde på at stemme på Liberal Alliance, uanset hvad der skulle ske i den kommende periode. Og alle disse personer er i vid udstrækning dem, som kaster sig ind i debatten mod Joachim og som kalder ham "Klam", "Idiot", "Hjernedød" og mange andre tillægsord, som efter min mening kun kommer fra politiske modstandere, som man alligevel aldrig ville kunne få i tale. Taler man folkelighed, så har man tabt, men politisk kan sagen altså være en anden.

Man bliver derfor nødsaget til at have en anden betragtning på sagen, hvis man skal vurdere, hvorvidt Joachim skader eller hjælper LA. For det første er det min opfattelse, at Liberal Alliances succes i vid udstrækning bygger på andre borgerlige partiers fiasko. Netop at hverken Venstre og i særdeleshed ikke Konservative har kunnet finde en profil, der passede til de vælgere, som hører til på højrefløjen. Kampen om de midterste socialdemokrater har været så hård, at Liberal Alliance har haft muligheden for at profilere sig med markante borgerlige mærkesager og det uden at Venstre og Konservative har kopieret dem. Situationen er nu anderledes, og vi skal nok ikke ret langt ind i denne valgperiode før Venstre og Konservative finder tilbage til nogle markante borgerlige holdninger igen, og netop her kan Liberal Alliance blive presset.

Derfor skal man selvfølgelig spørge sig selv, hvad succes egentlig vil være for Liberal Alliance i den næste periode, og dertil er mit svar meget klart. Hvis LA formår at bibeholde samme vælgertilslutning, så er det ikke bare en sejr, så er det efter min vurdering en ganske fremragende situation for partiet. Jeg tror nemlig, at rigtig mange gamle konservative og venstrevælgere står klar til at springe tilbage til de gamle partier, så snart de får udreddet deres problemer, og så kan LA pludselig stå uden særlig stor opbakning. Opgaven bliver derfor efter min vurdering at skabe en profil, der er så skarp, at Liberal Alliance bibeholder en sammentømret vælgerskare, der kan se det unikke i partiet og som kan se en forskellighed mellem LA og f.eks. et redefineret Konservativt parti. Den profil skal bygges på markante holdninger og markante politikere, og netop her har partiet en enestående chance med det hold, som de har fået sat sammen i Folketinget.

En ting er tydelig ved Joachim B. Olsens udmeldinger, og det er, at kommentarerne deles op i to lejre. De som mener, at Joachim burde have en ørefigen, og de som synes, at det er befriende at have en politiker, der tør melde markant ud uden at skulle konferere med spindoktorer og meningsmålinger. I den opdeling er det hurtigt at kaste de negative væk som værende vælgere, der alligevel aldrig ville have stemt på Liberal Alliance, så hvis man ikke forsøger at blive et folkeparti, så er denne målgruppe faktisk ikke interessant. Den skal tages ud af ligningen, når man skal vurdere om en udmelding er positiv eller negativ for partiet. Måske ryger der et par stemmer, som kunne finde på at bevæge sig fra Radikale til Liberal Alliance, men mon ikke denne gruppe er ekstrem lille. Tilbage står de borgerlige vælgere, som skal vælge mellem Liberal Alliance, Venstre og Konservative, og her er Liberal Alliances bedste mulighed konstant at være markant og holde sig til klassiske liberale og borgerlige sager, herunder ansvaret for eget liv og forældreansvar, som netop er omdrejningspunktet for Joachim B. Olsens kommentarer. Det er faktisk også klassiske konservative dyder, og derfor kan Joachims angreb være med til at sikre en differentiering mellem de borgerlige partier, idet netop Konservative i den grad mangler de markante politiske udmeldinger og de særligt profilerede politikere.

En fastholdelse af vælgere skal efter min vurdering ske enten ved, at Konservative fejler fuldstændig, hvilket sagtens kan ske, eller også skal Liberal Alliance være angrebsivrige og give danskerne en ny type politikere. Den type, der tør være tro mod sine holdninger, og som tør melde noget ud, selvom det kan give ridser i lakken. Kernevælgeren for Liberal Alliance kan godt lide disse udmeldinger, og for at sikre at disse kernevælgere ikke skifter hest midtvejs, så er det vigtigt, at Liberal Alliance tør stå ved, hvad de er. Og det er langt fra folkepartiet. Man skal turde tro på, at de vælgere man har, kan gennemskue mediernes vinkling og se ind til sagens kerne. Man skal tro på, at kernevælgeren rent faktisk er liberal, ellers går projektet galt allerede nu. Hvis man vil vækste igennem en folkelig profil og ikke tør profilere sig igennem markante opgør med vanetækning i det danske samfund, så bliver Liberal Alliance mindre og mindre. I stedet skal man være glad for de mandater, man har og lægge en strategi, hvor man fastholder sit niveau og  profilerer sig direkte til sine kernevælgere. Spørgsmålet er dog nok, om man vil være tilfredse med at bibeholde ni mandater efter sidste valgs succes? Desværre anser jeg en vækststrategi for at være farlig, idet målgruppen udvandes og udmeldingerne ofte bliver tyndere og mere koncensussøgende.

Derfor er jeg uenig med politiske kommentatorer, når de mener, at Joachim B. Olsen skader Liberal Alliance. Han skaber troværdighed overfor kernevælgerne. De kan se, at projektet er liberalt og ikke taburetklæbende, de kan se, at partiet har den kant, som de efterspurgte, da de stemte på partiet. Joachim B. Olsen er en ægte politiker, der uden omsvøb siger sin mening. Det kommer til at koste ham den folkelighed, som han har opbygget, men til gengæld giver det troværdighed blandt kernevælgerne. Det kunne andre politikere lære af, men i stedet skal vi høre på f.eks. Liv Holm Andersen, der tager afstand fra, at en politiker siger sin mening.

• < Forrige
• Næste >